Denmark Open & Masters 2024 (Fri entré for gæster!)

Dansk Dart Union inviterer til en spændende weekend fyldt med dart action og over 225.000 kr. (!) på spil i Granly Hockey Arena, Esbjerg d. 3.-5. maj.

Er du til dart eller trænger du bare til en god stemning, så er det bare at sætte kryds i kalenderen. I år er der gratis entré! Fik du ikke nok sidste år, så kan du godt glæde dig, fordi i år bliver det endnu vildere, da vi har fået Esbjergs længste bar på hele 12 meter! Så skulle der vidst også være rigelig mulighed for at få store fadøl eller iskolde drinks. 

Vil du med for sjov eller foretrækker du at varme op dagen før, så holdes der optakt for den helt store Denmark Open med en Warm Up Doubles turnering fredag aften den 3. maj 2024, hvorefter de helt store præmier er på spil med Denmark Open lørdag den 4. maj og Denmark Masters søndag. 

Er du mere øvet i dart end at holde en god fest, så er prisen for deltagelse i turneringen 200,- for voksne og 100,- for børn. Tilmelding foregår online via dart-ddu.dk inden deadline d. 26. april. Der vil ikke være mulighed for efter-tilmeldinger til begivenheden, så sørg for at tilmelde dig i god tid, så du ikke går glip af din del af de over 225.000 kr.

Vinderne af singleturneringerne kvalificerer sig til den spændende WDF World Masters senere på året og igen i år er der selvfølgelig også paradart turneringer på programmet, hvor point kan opnås til WPD-verdensranglisten. 

Er du en god taber eller har du bare haft en dårlig dag, så er der selvfølgelig også Losers Cup turneringen lørdag den 4. maj for dem, der taber de første 2 runder. 

Det bliver en weekend fyldt med dartglæde og konkurrence i Granly Hockey Arena, så tøv ikke med at tilmelde dig!

OBS: Der spilles selvfølgelig efter DDU's og WDF's regler og love, herunder anti-doping reglerne samt kravene om passende påklædning.